Filosofisk Dialog
ForsideFilosofisk DialogHvad er protreptik?↳ Protreptisk samtaleguideUddannelsen↳ BrochureMit netværkOm GuliPraktisk infoKontaktVærdier & begreber
CERTIFICERING I PROTREPTIK

En uddannelse i filosofisk dialog, refleksion og menneskelig myndighed

MIN TILGANG TIL PROTREPTIK

Jeg har arbejdet med protreptik og praktisk filosofi gennem mange år, både i mit eget lederskab, med ledere og ledergrupper og som underviser.

For mig er protreptik ikke først og fremmest en metode. Det er en måde at være i samtalen på.

Det kræver, at vi kan være nysgerrige uden straks at ville løse. At vi kan lytte uden allerede at forberede det næste spørgsmål. Og at vi tør udfordre vores egne antagelser lige så meget som den andens.

Derfor lærer du heller ikke bare en række spørgsmål på uddannelsen. Du skal arbejde med dig selv som samtalepartner. Du skal øve dig, have samtaler, modtage samtaler, reflektere og få feedback.

Vi måler ikke vores succes på de svar, vi giver, men på den tænkning, vi vækker hos andre.

SÅDAN ER UDDANNELSEN BYGGET OP

6 UNDERVISNINGSGANGE Á 3 TIMER

På de seks undervisningsgange arbejder vi med protreptikkens filosofiske fundament, centrale filosoffer og den protreptiske samtale i praksis. Hver gang kobler vi filosofien til et centralt begreb og til en bevægelse i den protreptiske samtale.

VI:
invitere den anden ind i en filosofisk undersøgelse
undersøge begreber og værdier
udfordre det selvfølgelige og vores antagelser, og undersøge modsætningen
skabe rum for refleksion og eftertanke
stille spørgsmål, der åbner frem for at lukke
afslutte en samtale uden at konkludere på den andens vegne

Vi arbejder blandt andet med filosofiske stemmer som Sokrates, Hannah Arendt, Simone de Beauvoir, Heraklit og Søren Kierkegaard.

6 INDIVIDUELLE SAMTALER

Protreptik kan ikke læres alene ved at læse om den. Derfor er den personlige træning en væsentlig del af uddannelsen.

Som en del af forløbet får du seks individuelle samtaler, hvor du får mulighed for selv at opleve den protreptiske samtale og arbejde med din egen udvikling og praksis. Undervejs vil du også møde protreptiske samtalepartnere, som bidrager til samtalerne og træningen.

FRA METODE TIL PRAKSIS

Gennem uddannelsen arbejder vi med en samtalemodel i seks bevægelser. Modellen giver dig et ståsted og en struktur, når du begynder at træne.

Målet er, at modellen efterhånden træder i baggrunden, så du kan være til stede i det vigtigste: mennesket over for dig og det, der opstår mellem jer.

CERTIFICERING OG EKSTERN CENSOR

Uddannelsen afsluttes med en eksamen med ekstern censor. Det er vigtigt for mig, at en certificering i protreptik har tyngde.

Ved bestået Eksamen bliver du certificeret i Protreptik.

HVEM ER UDDANNELSEN FOR?

Uddannelsen er for mennesker, der arbejder med mennesker. Det kan være ledere, konsulenter, HR-professionelle, undervisere, coaches, facilitatorer eller andre, der ønsker at udvikle deres samtalepraksis. Din titel er ikke det afgørende. Det afgørende er, at du er nysgerrig på mennesker, på filosofi og på din egen måde at være i samtalen på.

Du skal være indstillet på at der forberedelses og træning mellem hver samling.

FORLØBET

6 undervisningsgange á 3 timer
6 individuelle samtaler
Eksamen med ekstern censor
Certificering ved bestået eksamen

PRAKTISK

Pris: 15.000 kr. + moms
Næste hold: januar 2027
Sted: København