Filosofi i ledelse
Jeg har gennem mere end 20 år arbejdet med ledelse, mennesker og organisationsudvikling – og gennem årene er filosofien blevet en stadig større del af mit faglige ståsted.
I mit daglige arbejdsliv er jeg klyngeleder i Københavns Kommune, hvor jeg leder pædagogiske ledere og arbejder med ledelse af ledere, organisationsudvikling, faglig udvikling og de mange dilemmaer og beslutninger, der følger med ledelsesopgaven.
Jeg er optaget af det sted, hvor filosofien forlader bøgerne og får betydning i praksis. I den måde vi møder hinanden på. I de beslutninger vi træffer. I vores sprog, vores relationer og i den dømmekraft, vi bruger, når der ikke findes et enkelt eller entydigt svar.
Begreber som ansvar, mod, mildhed, nærvær, frihed, nysgerrighed og dømmekraft er derfor ikke bare ord for mig. De er noget, vi kan undersøge, udfordre og blive klogere på – og noget, der kan få konkret betydning for den måde, vi leder og lever på.
